Høvdingebold Bymesterskab – Torsdag 25.9
Torsdag den 25. september fra kl. 15.00 – 18.00 skal vi igen have fundet byens bedste hold til høvdingebold. Der er fine præmier til alle vindere, og en lækker præmie til det flottest udklædte høvdingebold hold.
Skal det være dig og dine klassekammerater der løber med førstepladsen i år?
Tilmeld dit hold til turneringen og vær med til en sjov aktivitet under byfesten. Turneringen afvikles i Hal 1.
Et hold består af 6 – 8 spillere. Alle hold skal være mix af både drenge og piger. Heraf skal mindst 3 være drenge eller piger. Det er gratis at deltage. Vi arrangerer kampe i forskellige grupper fra 2. klasse til og med 6. klasse. Der kan ikke blandes hold på tværs af årgange.
Tilmelding senest tirsdag den 23. september til Kurt Skræddergaard på kurt.skr@live.dk
Ved tilmelding opgives holdnavn, skole, klasse, navn på holdleder og alle spilleres navne.
Trylleshow med “Tryllestøv – Lørdag 27.9
Kom til byfest i Lind, lørdag formiddag. Vi byder på gratis trylleshow fra kl. 12.00 – 13.00. Det bliver helt sikkert et sjovt trylleshow for hele familien.
På scenen i Hal 3 kan I opleve den fra tv kendte tryllekunstner “Tryllestøv”. Tag med til eventyrland hvor alt kan ske. Et sjovt trylleshow for hele familien, hvor publikum er med fra start til slut. Der er levende dyr og mange overraskelser. Børnene bliver tryllekunstnere, der hjælper med at trylle gennem hele showet. Der udstedes grinegaranti, når vores tryllekunstner lader magien tage over.
Efter trylleshowet er der gratis tryllestave til alle børn. Gratis adgang.
Ansigtsmaling – Lørdag den 27.9
Kunne du godt tænke dig en flot, sej eller sød ansigtsmaling, så kig ned til Lind Byfest lørdag formiddag. Fra kl. 11 – 14 kan alle friske drenge og piger kigge forbi vores ansigtsmalere, og få lavet en flot farvestrålende figur.
Hoppelegeland
Hoppelegeland holder åbent under byfesten både torsdag, fredag og lørdag. Du kan købe dit armbånd i Hal 2, hvor vi også har popcorn, slush-ice og forældrecafé.
Åbningstiderne er:
Torsdag kl. 14.00 – 17.30
Fredag kl. 14.00 – 18.30
Lørdag kl. 10.00 – 15.00
Som altid vil der være et kæmpe udvalg af legeredskaber. Masser af hygge og drøn på i Hal 2. Der sælges armbånd til kr. 35,- pr. dag og et armbånd til alle 3 dage kan købes for kr. 60,-.
Teen Party Lind
Torsdag 25. september kl. 18.30 – 21.00
Hal 2 omdannes til en festlig ramme om “Teen Party”. Det bliver en anderledes alkoholfri fest for Linds børn. En festlig torsdag for alle børn fra 5. – 9. klasse i Lind.
Sjove aktiviteter, diskotek med lys, røg og masser af sjov. Kom og prøv kræfter med Wipe-out Sweeperen og rodeo-tyren.
Glæd dig til en festlig torsdag til alkoholfri Teen Party i Alpi-hallerne under byfesten 2025. Armbånd til Teen Party kan købes online under Torsdag her på hjemmesiden, men sælges også direkte ved indgangen. Prisen er kun kr. 50,-.